Socialt pantelån

Det nuværende eksisterende russiske prioritetslån er utilgængeligt for den brede befolkningsmasse og kan ikke løse boligproblemet. I denne henseende er der allerede begyndt at tale om, at der er forskel mellem pantelån og prioritetslån, at der skal udvikles kommercielle prioritetslån til det “rige” mindretal, og for det “fattige” flertal bør en slags “social prioritetslån” tænkes ud. Er sådanne samtaler legitime og kan pantelånet være forskelligt for forskellige kategorier af befolkningen?

Det er helt åbenlyst, at i et land med en så markant differentiering af levestandarden, vil betingelserne for at skaffe boliger til socialt ubeskyttede befolkningsgrupper adskille sig fra programmer, der fokuserer på et ret snævert lag af de “rige”. Det er denne faktor, der ligger til grund for det faktum, at pantelementet, der lige er begyndt at udvikle sig, allerede er begyndt at blive opdelt i “socialt” og “kommercielt”.

Tilhængere af denne afdeling argumenterer som følger: “socialt pantelån” bør være baseret på statsstøtte, kun vedrøre socialt ubeskyttede borgere, og forbedring af boligforholdene inden for dens rammer bør kun ske inden for de etablerede sociale normer.

Tværtimod eksisterer ”kommercielt pantelån” for borgere, der har tilstrækkeligt høje indkomster til uafhængigt at opfylde deres låneforpligtelser. Dette prioritetslån skal udføres under markedsforhold uden regeringsinddragelse.

En lignende opdeling af pantelån i “social” og “kommerciel” er allerede begyndt at finde sted på lovgivningsniveau. Især blev det afspejlet i det føderale målprogram “Boliger”, designet til perioden indtil 2013, samt i konceptet for udvikling af systemet for realkreditudlån, vedtaget ved regeringsdekretet den 11. januar 2000.

I slutningen af ​​2003 opfordrede statsdumaen de relevante afdelinger til at udvikle en særlig lov om “socialt pantelån”, der fastlægger generelle bestemmelser til gennemførelse heraf for ansatte i den offentlige sektor og lavindkomstborgere.

Tilhængere af “socialt prioritetslån” (lad os kalde dem “populister”) mener, at det er muligt at skelne mellem “kommercielle” og “sociale” prioritetslån. Den vigtigste ting, efter deres mening, er, at sidstnævnte ikke udvikler sig med “træk”, og at alt, der afsættes fra budgettet, er absolut gennemsigtigt, og det er også klart defineret, hvem der kan stole på disse betalinger.

“Socialt pantelån” er et pseudo-pantelån?

Selv en lægmand forstår imidlertid, at indførelsen af ​​et “socialt pantelån” vil medføre en masse spørgsmål i relation til, hvem der skal klassificeres som socialt sårbare og lavindkomstborgere. Problemet er, at der ikke er nogen klare vurderingskriterier her, og det ser ud til, at det ikke kan være det. For det første er landet for stort, og indkomsten, der betragtes som stor for en region, er ikke for en anden. For det andet er niveauet for den officielle indkomst i et land, hvor det overvældende flertal af arbejdstagerne får “grå” og “sorte” løn ikke en objektiv indikator. For det tredje er begrebet “budgettet sfære” ekstremt vagt, fordi en sjælden lærer eller læge nu ikke har nogen ekstra indtjening.

Indførelsen af ​​”socialt prioritetslån” har også principielle modstandere (lad os kalde dem “markedsaktører”), der mener, at alle spørgsmål, der vedrører boligudlån, skal løses generelt og i overensstemmelse med ensartede standarder, der er dikteret af markedet, og ikke af embedsmænd.

Efter deres mening er alt hvad der gøres uden at tage hensyn til markedets love fra den onde, og ”socialt pantelån” er et pseudo-pantelån, der bryder alle markedsmekanismer. Ja, dette er overhovedet ikke et realkreditlån, men køb af boliger i rater, når lånets rente og de reelle omkostninger ved en lejlighed kunstigt sænkes, og forskellen tilbagebetales med budgetpenge. Men der er ingen penge i budgettet, og praktiske mennesker har længe forstået, at det med dets hjælp er umuligt at løse boligproblemerne for 80% af landets befolkning.

Derfor siger “markedsfolk”, at hvis staten ønsker at forbedre borgernes levevilkår, så lad det hjælpe bestemte mennesker. Rentesatser og standarder for udstedelse af realkreditlån skal forblive markedsbaserede, netop i resultatopgørelsen, der er leveret til banken, skal borgere med lav indkomst indikere retten til at modtage budgetbistand som kilde til tilbagebetaling af lån som kilde til tilbagebetaling af lån. For bankerne betyder det faktisk ikke noget, hvor låntageren tager midlerne til at betale lånet, uanset om det er hans løn eller et tilskud; det vigtigste er, at kilden til finansiering er konstant og pålidelig.

Nogle “marketingfolk” er endda overbeviste om, at “socialt pantelån” kan være skadeligt, især hvis vi mener det, noget, der tillader en person at forhandle for sig ikke et markedslån, men et meget billigt eller generelt gratis lån på bekostning af budgetmidler. Af særlig bekymring er sandsynligheden for, at andre borgere, der ved om muligheden for at opnå et lån praktisk taget for intet, ikke vil stille op til lån, der ydes til markedsrente.

Effektiviteten er stadig tvivlsom

Staten har allerede forsøgt at skabe en slags “social pantelån” ved at udvikle programmer til levering af bolig på kredit til militært personel og medarbejdere i budgetområder. Indtil videre har de ikke bemærket en positiv effekt, fordi lokale embedsmænd selv ikke ved hvad og hvordan de skal gøre i denne retning..

Så længe ejendomsmarkedet forbliver ustabilt, kan der for eksempel ikke være tale om en reduktion i udbetalingen (nu er det 30% af prisen for en lejlighed). Samtidig udgør banker høje risici. Og de er ganske forståelige. For eksempel har det i nogen tid været tilladt at udvise folk fra panteboliger, der ikke kan betale ned lånegælden. Men som det viser sig, er dette i strid med forfatningen, hvis misligholders lejlighed er den eneste, og spørgsmålet om at give ham alternative boliger er ikke løst. Der er lidt træg snak om genbosættelse af boligmasse og kommunale “husehuse”, men alt dette er kun læbestift. Og hvorfor skulle en kommune, siger, have “sociale huse” på sin balance??

I nogle regioner gøres der forsøg på at subsidiere renter på realkreditlån fra budgettet. Men effektiviteten af ​​denne tilgang er tvivlsom. Når alt kommer til alt, skal sådanne subsidier vare i hele låneperioden, og dette er mindst 10-15 år. Lad os sige, at i dag er et vist beløb inkluderet i budgettet til disse formål. Og hvad vil der ske i morgen, hvis for eksempel verdens oliepriser falder, og de økonomiske vækstrater bremses? De vil begynde at revidere udgiftsposterne, og hele systemet med “socialt prioritetslån” vil kollapse?

Hvad skal man gøre?

Spørgsmålet om tilgængeligheden af ​​boliglån til de brede masser af russiske borgere er stadig åbent. Det er klart, at den eneste mulige måde at forenkle adgangen til realkreditlån er at reducere husomkostningerne. For at gøre dette skal udbuddet på markedet væsentligt overstige efterspørgslen. Men kan vi forvente dette i den nærmeste fremtid?

Det er her staten ville være i stand til at dreje rundt i fuld styrke og søge yderligere budgetmidler til finansiering af boligbyggeri. Men hvor der … Det er meget lettere, hvad angår det uklare udtryk “social markedsøkonomi”, at slå fordele ud af erhvervslivet.